Salgskoordinator

Jobdetaljer
Jobbeskrivelse
MedicoPack søger en erfaren salgskoordinator, som motiveres af at skabe struktur, holde overblikket og levere en høj service over for internationale B2B-kunder.
Du bliver en del af virksomhedens interne salgsteam, hvor du får ansvaret for dine egne kunder og følger deres ordrer, fra de modtages, til de er leveret. Hverdagen er præget af tæt dialog med både kunder og kolleger, og du bliver et vigtigt bindeled mellem kunderne og virksomhedens planlægning, produktion og logistik.
Vær med til at skabe den gode kundeoplevelse
Som salgskoordinator får du en varieret hverdag med stor kontakt til internationale kunder. Du sikrer, at ordrer bliver håndteret effektivt, at kunderne løbende holdes opdateret, og at der skabes et godt samspil mellem de interne afdelinger.
Dine primære arbejdsopgaver bliver blandt andet:
- Ordrebehandling og opfølgning - fra ordre til levering
- Daglig dialog med internationale B2B-kunder, primært på engelsk via mail
- Koordinering med planlægning, produktion og logistik
- Besvarelse af kundehenvendelser
- Tilbudsgivning og opfølgning
- Opfølgning på kundebudgetter og forecasts
- Praktisk koordinering i forbindelse med messer og øvrige salgsaktiviteter
Du har erfaring med internationale kunder og trives med koordinering
Du kommer sandsynligvis fra en lignende rolle i en international produktionsvirksomhed, hvor du har været vant til at koordinere ordre- og leveranceforløb samt sikre en professionel dialog med kunderne undervejs.
Det er ikke afgørende, hvilken branche du kommer fra. Det vigtigste er, at du har forståelse for hverdagen i en producerende virksomhed og trives med at være den, der skaber overblik, følger op og får tingene til at lykkes.
Derudover forventes det, at du:
- Har erfaring med international B2B-kundeservice og ordrehåndtering
- Arbejder struktureret og følger dine opgaver til dørs
- Kommunikerer sikkert på dansk og engelsk - både mundtligt og skriftligt
- Navigerer sikkert i ERP-systemer
- Trives i en hverdag med mange kontaktflader
- Er serviceminded og ansvarsbevidst
En mulighed for at vokse sammen med virksomheden
MedicoPack udvikler og producerer plastemballage til den internationale medicinalindustri og leverer til kunder over hele verden. Fra virksomheden i Langeskov bliver du en del af en organisation med korte beslutningsveje, et tæt samarbejde på tværs af afdelinger og en kultur, hvor kvalitet, ordentlighed og hjælpsomhed er en naturlig del af hverdagen.
At mange medarbejdere vælger at blive i virksomheden gennem mange år, vidner om en arbejdsplads, hvor trivsel, ansvar og udvikling går hånd i hånd.
Lyder dette som dit næste karriereskridt? Så send os dit CV via ”Søg stillingen”. Du er også velkommen til at kontakte Mikkel Nielsen hos PeopleLink på telefon 6610 2030, hvis du har spørgsmål til stillingen.