Bliv en del af Kommunikationsgruppen

Jobbeskrivelse
Hvem er SIND Aarhus?
SIND Aarhus er en lokalafdeling under SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed.
Vi arbejder for et samfund med mere psykisk sundhed generelt og for rummelighed og bedre vilkår for mennesker, der lever med psykiske udfordringer og for pårørende.
Hvad er Kommunikationsgruppen?
Kommunikationsgruppen arbejder for at udbrede kendskabet til SIND Aarhus og gøre os til en attraktiv forening at være medlem.
I Kommunikationsgruppen udarbejder og distribuerer vi derfor kommunikationsindhold om vores mærkesager, fortalerarbejde og fællesskabsaktiviteter på tværs af vores medieplatforme, særligt på vores hjemmeside og på sociale medier.
Vi mødes en gang om måneden og gør meget ud af, at der i gruppen er plads til forskellighed og til forskellige former for engagement.
Hvem søger vi?
Vi leder efter nogen, der vil være med til at brande SIND og vores gode formål og aktiviteter, og som har lyst til at være en del af vores hyggelige fællesskab.
Hvad skal man lave?
Vi starter med en forventningsafstemning, hvor vi sammen fastlægger din rolle, dine ansvarsområder og rammen for, hvordan du vil være med.
Vi mødes i Kommunikationsgruppen ca. en gang om måneden, hvor vi koordinerer, hvem der laver hvad. Man bestemmer selv, hvilke og hvor mange opgaver, man vil melde sig på.
Hvordan kommer jeg med?
Kontakt ved at trykke på knappen "Kontakt organisation", hvis du vil høre mere.