Teamleder til ny funktion for afdelingsledersupport, automatisering og anvendelse af AI

Jobdetaljer
Jobbeskrivelse
Har du lyst til at stå i spidsen for et team af dygtige administrative medarbejdere og være med til at udvikle den administrative understøttelse til instituttets 7 afdelingsledere? Kan du kombinere daglig personaleledelse med en udviklingsorienteret tilgang til opgaverne, og tage initiativ til øget anvendelse af automatisering og AI i den administrative opgaveløsning? Så er du måske vores nye teamleder.
Institut for Kultur og Samfund, Arts, Aarhus Universitet søger en teamleder (AC) med dagligt ledelsesansvar for instituttets afdelingskonsulenter og en sideløbende opgaveportefølje som uddannelseskonsulent.
Som teamleder får du en central rolle i at sikre en velfungerende og sammenhængende administrativ understøttelse af instituttets afdelingsledere. Du får ansvar for den daglige ledelse af afdelingskonsulenterne, herunder koordinering med samarbejdspartnere uden for instituttet samt understøttelse af medarbejdernes trivsel og faglige udvikling. Du skal samtidig være drivkraft i udviklingen af administrative arbejdsgange med særligt fokus på automatisering og AI.
De primære arbejdsopgaver
- Daglig ledelse og udvikling af afdelingsledersupport
- Varetage den daglige personaleledelse med fokus på trivsel, motivation, faglig udvikling og et godt samarbejde i teamet.
- Sikre koordinering, prioritering og fordeling af teamets opgaver og være den primære kontaktperson for instituttets afdelingsledere vedrørende administrativ support.
- Være drivkraft i udviklingen af en mere sammenhængende og robust afdelingsledersupport med respekt for afdelingernes forskellige behov, herunder fremme videndeling og fælles arbejdsgange.
- Være drivkraft i udviklingen og anvendelsen af automatisering og AI i instituttets administrative opgaveportefølje med særligt fokus på supporten til afdelingsledere og afdelinger.
- I samspil med sekretariatets medarbejdere identificere administrative arbejdsgange, hvor automatisering og nye digitale løsninger kan bidrage til øget kvalitet, effektivitet og bedre ressourceudnyttelse.
- Understøtte implementeringen af nye digitale løsninger i samarbejde med medarbejdere, ledelse og relevante administrative enheder på fakultetet og AU.
- Yde rådgivning, faglig sparring og support til studielederen og den øvrige institutledelse.
- Være ansvarlig for udviklings- og driftsopgaver i en række IT-systemer (Vipomatic, Brightspace og Blue), f.eks. kursusevalueringer, timetælling, arbejdstidsregnskab og kursusadministration.
- Bearbejde instituttets data i førnævnte systemer samt udarbejde statistikker, baggrundsnotater og tekniske guides.
- Bidrage til at udvikle og understøtte tværgående projekter, herunder studiestart, Underviserportalen for Arts og samarbejdet med CED (Centre for Educational Development, AU).
- Diverse ad hoc-opgaver.
Vi forventer, at den kommende teamleder
- Har lyst til at påtage dig personaleledelse og motiveres af at skabe resultater gennem andre med fokus på samarbejde, trivsel og faglig udvikling.
- Har gode organisatoriske og koordinerende kompetencer og formår at skabe overblik og prioritere i en bred og forskelligartet opgaveportefølje.
- Har forståelse for administrativ ledelsesunderstøttelse, gerne fra en større og kompleks organisation.
- Har stærke analytiske evner og digitale kompetencer samt kendskab til et bredt spektrum af IT-systemer.
- Har interesse for og gerne praktisk erfaring med automatisering, AI og digital udvikling af administrative arbejdsgange.
- Har en relevant akademisk uddannelse.
- Har gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner på både dansk og engelsk.
Vi tilbyder en spændende og alsidig stilling, hvor du får ansvar for at præge udviklingen af den administrative understøttelse på et stort og fagligt mangfoldigt institut. Du bliver en del af et engageret sekretariat med dygtige kolleger, hvor der er fokus på samarbejde, videndeling og udvikling af opgaveløsningen. Som teamleder får du en central rolle i arbejdet med at skabe et velfungerende administrativt team og styrke sammenhængen mellem den lokale afdelingsledersupport og den centrale ledelsesunderstøttelse. Du får samtidig mulighed for at arbejde med udviklingen af nye digitale løsninger og teknologier samt have en faglig opgaveportefølje inden for uddannelsesområdet.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.