AC-medarbejder til administration og økonomi ved Institut for Virksomhedsledelse

Jobdetaljer
Jobbeskrivelse
Har du lyst til at understøtte forskning og undervisning i et internationalt miljø, hvor kvalitet, samarbejde og service går hånd i hånd? Trives og motiveres du af at skabe struktur og overblik? Så er du måske vores nye kollega.
Om stillingen
Vi søger en ny kollega, der motiveres af at arbejde med administrative opgaver, og som trives med at skabe struktur og overblik i en varieret hverdag med mange samarbejdsflader. Som AC-medarbejder bliver du en del af institutadministrationen, og får en central rolle i at understøtte instituttets daglige drift.
Som vores nye kollega vil du i tæt samarbejde med kolleger på Institut for Virksomhedsledelse og på tværs af Aarhus Universitet især arbejde med administrative processer, herunder instituttets interne økonomistyring.
Dine primære arbejdsopgaver vil være
- Varetage administrative opgaver i forbindelse med instituttets daglige drift.
- Samarbejde og dialog med forskere, administrative medarbejdere og øvrige samarbejdspartnere på tværs af universitetet.
- Vedligeholde og videreudvikle instituttets interne kommunikation og digitale samarbejds- og informationsløsninger, herunder SharePoint, TYPO3 og Microsoft 365.
- Understøtte instituttets økonomiprocesser, herunder udarbejdelse og opdatering af interne budgetter samt håndtering af fakturaer.
Instituttet er i løbende udvikling, og det er derfor vigtigt, at du trives i en stilling, hvor opgaverne kan ændre sig over tid. Vi lægger vægt på, at du har lyst til aktivt at bidrage til udviklingen og møder forandringer og ad hoc-opgaver med en positiv og fleksibel tilgang.
Du kommer til at spille en vigtig rolle i at være med til at sikre, at instituttets administrative processer fungerer effektivt, og at vores medarbejdere oplever en professionel og serviceorienteret understøttelse.
Om dig
Vi leder efter en kollega, der arbejder struktureret og selvstændigt og trives med at skabe overblik. Du følger dine opgaver til dørs, har blik for detaljen og formår samtidig at bevare overblikket, når der er mange opgaver og deadlines.
Da instituttet er en international arbejdsplads, er det vigtigt, at du kan kommunikere sikkert på både dansk og engelsk og kan lide at være i et miljø med mange forskellige fagligheder og kulturer.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau.
- Har erfaring med og interesse for økonomiske og administrative arbejdsopgaver.
- Kan samarbejde med mange forskellige interessenter og navigere sikkert i administrative processer og opgaver på tværs af organisationen.
- Arbejder selvstændigt, tager initiativ og bidrager aktivt til fælles opgaver.
Vi tilbyder
Du får mulighed for en varieret stilling med ansvar for egne opgaver og mulighed for at bidrage til løbende forbedringer af administrative arbejdsgange i samarbejde med kolleger på instituttet og universitetet.
Du bliver en del af et fagligt stærkt og internationalt arbejdsmiljø med engagerede kolleger, høj kvalitet i opgaveløsningen og en uformel omgangstone. Vi lægger vægt på samarbejde, videndeling og løbende kompetenceudvikling, og du får gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Hvem er vi?
Du bliver en del af institutadministrationen med 20 medarbejdere, hvor vi varetager administrative opgaver inden for undervisning og forskning samt øvrige administrative opgaver på instituttet.
I institutadministrationen vægtes et godt og trygt arbejdsmiljø højt, og kollegial støtte og humor er en naturlig del af hverdagen. Vi arbejder tæt sammen og hjælper hinanden på tværs af opgaver og udfordringer. Vores fælles mål er ikke kun at levere høj kvalitet i arbejdet, men også at skabe en arbejdsplads, hvor alle trives og føler sig godt tilpas.
Yderligere information om stillingen
Stillingen er en fuldtidsstilling med forventet tiltrædelse den 1. oktober 2026.
Din arbejdsplads er Universitetsbyen 61, 8000 Aarhus C, hvor du bliver en del af Aarhus Universitets nye campus som åbnede i maj 2026.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at skrive eller ringe til sekretariatsleder, Lone Larsen, tlf. 93 50 83 38 eller e- mail: lone@mgmt.au.dk
Hvis du har behov for hjælp til at uploade din ansøgning eller har spørgsmål vedr. rekrutteringsprocessen, bedes du kontakte HR-supporter Line Greve Brunhøi, e-mail: lgb@au.dk.
Send os gerne din ansøgning, CV og andre relevante bilag.