Direktør

Dansk Padel Forbund
Danmark,
Dansk Padel Forbund logo

Jobdetaljer

Løn efter aftale
Fuldtid
37 timer/uge
Hybrid
Danmark

Jobbeskrivelse

Stå i spidsen for en sport i vækst – og skab en kultur, der samler organisationen

Padel er en af de hurtigst voksende sportsgrene i Danmark, og blandt andet derfor står Dansk Padel Forbund midt i en spændende udvikling. Som specialforbund under Danmarks Idrætsforbund arbejder de målrettet for at gøre padel til en folkesport med plads til både motionister, talenter og elitespillere. Med næsten 30.000 medlemmer og omkring 300.000 aktive spillere på landsplan er ambitionerne høje – og mulighederne mange.

Efter en succesfuld etableringsperiode står Dansk Padel Forbund over for en ny fase, hvor strategisk ledelse, bæredygtige partnerskaber og fortsat vækst i endnu højere grad kommer i fokus. Derfor er forbundet klar til et ledelsesmæssigt gearskifte og leder efter en direktør, der kan samle organisationen og sætte retning for den næste fase. Medarbejderne arbejder fra forskellige steder i landet, og derfor bliver en af dine vigtigste opgaver at skabe en stærk fælles kultur, hvor samarbejde, relationer og fælles ansvar går hånd i hånd med udvikling og resultater.

Du får blandt andet ansvar for at:

  • Udvikle strategien i et tæt samspil med bestyrelsen og sikre eksekvering
  • Samle og skabe gode relationer til alle interessenter i det danske padel miljø, herunder ikke mindst til de kommercielle centre og kæderne
  • Udvikle og styrke kommercielle partnerskaber, herunder tænke nyt i relation til samarbejder og aktivering
  • Sætte retning og omsætte bestyrelsens ambitioner til konkrete initiativer og resultater, herunder at sikre en fortsat positiv medlemsudvikling
  • Skabe en stærk kultur og et velfungerende samarbejde på tværs af en geografisk spredt organisation
  • Lede og udvikle sekretariatets medarbejdere gennem nærvær, tydelighed og delegering af ansvar
  • Være ansigt udadtil og gå forrest i brandingen af dansk padel
  • Repræsentere Dansk Padel Forbund over for DIF, DGI, internationale organisationer, samarbejdspartnere, medlemmer og medier
  • Sikre professionel økonomistyring, governance og compliance

Du refererer til bestyrelsen med formand William Menzel i spidsen og får et tæt samarbejde med både bestyrelsen, sekretariatet, frivillige, klubber og en lang række eksterne samarbejdspartnere.

Skab følgeskab gennem relationer, overblik og et kommercielt udsyn. Du motiveres af at samle mennesker om en fælles ambition. For dig handler ledelse om at skabe tillid, relationer og retning, så andre får de bedste forudsætninger. Derfor er du den type leder, som er tryg ved at delegere og give andre anerkendelse for deres resultater. Du er oprigtigt interesseret i mennesker og formår at skabe nærvær – også når organisationen arbejder på tværs af geografi.

Samtidig er du en strategisk leder med blik for helheden. Du navigerer sikkert mellem ansatte, frivillige, bestyrelse, medlemmer og eksterne interessenter, og med din diplomatiske og troværdige facon formår du at skabe ro, når mange forskellige perspektiver skal forenes.

Stillingen kalder også på et kommercielt mindset. Du ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger, og du trives med at udvikle partnerskaber og tænke nyt i måden, forbundet arbejder med sponsorer og finansiering. Samtidig har du skabt stærke forretningsmæssige resultater via sikker økonomisk styring, stærke kommunikative evner og erfaring med at omsætte strategi til handling.

Erfaring fra foreningslivet, en medlemsorganisation eller idrætsverdenen er relevant, men ikke en betingelse. Det er vigtigt, at du trives med at være synlig, da du bliver repræsentant for forbundet med alt, hvad det indebærer af eksponering og opmærksomhed.

Vær med til at præge fremtidens Dansk Padel Forbund. Hos Dansk Padel Forbund får du en sjælden mulighed for at sætte et markant aftryk på både organisationen og en sport, der fortsat udvikler sig i højt tempo. Du bliver en del af et engageret fællesskab af medarbejdere, frivillige og en kompetent bestyrelse, som alle arbejder for den samme ambition: At udvikle padel og skabe de bedste rammer for sporten i Danmark.

Spørgsmål til stillingen? Vi glæder os til at høre fra dig! Vær dog opmærksom på, at Søren Brixen og Mathias Mortensen holder ferie og først er retur d. 3. august. Vi ser frem til at læse dit CV til den tid, hvorefter du kan forvente at høre nærmere.

Stillinger

Direktør

Lignende jobs