Projektkoordinator inden for økologiforskning

Jobdetaljer
Jobbeskrivelse
Vil du arbejde med udvikling af økologisk jordbrug og fødevaresystemer i krydsfeltet mellem forskning, praksis og internationalt samarbejde?
Hos ICROFS får du en central rolle i koordineringen af projekter og netværk på tværs af lande, forskningsmiljøer og aktører – med mulighed for at sætte dit præg på udviklingen af økologisk jordbrug. Vi søger en akademisk uddannet kollega til projektkoordinering inden for økologisk jordbrug og fødevaresystemer, og vi opfordrer kandidater med forskellige faglige baggrunde til at søge.
Hos ICROFS bliver du en del af et engageret og velfungerende team på 10 medarbejdere med stærke tværfaglige kompetencer. Vi har et uformelt arbejdsmiljø med høj faglighed, samarbejde og plads til initiativ. Vi arbejder både nationalt og internationalt og samarbejder tæt med forskere, praksis, organisationer og myndigheder. Arbejdssproget er både dansk og engelsk.
Arbejdsopgaver
Som projektkoordinator hos ICROFS får du en central rolle i drift og udvikling af Organic RDD-forskningsprogrammet og i planlægning og gennemførelse af forsknings- og netværksprojekter indenfor økologisk jordbrug og fødevaresystemer. Arbejdsopgaverne omfatter:
- Faglig evaluering og monitorering af projekter under Organic RDD-programmet
- Koordinering og opfølgning på projekter under Organic RDD-programmet
- Planlægning, koordinering og udførelse af projektsamarbejde, både i internationale (EU) og nationale projekter
- Fundraising og udarbejdelse af projektansøgninger med fokus på aktørdrevet forskning og innovation
- Planlægning og facilitering af møder, workshops og seminarer
- Udarbejdelse og koordinering af rapporter, vidensynteser og formidling
- Sekretariats- og udviklingsopgaver
Du må forvente en vis rejseaktivitet i Danmark og Europa. Opgaverne udføres selvstændigt, men i samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere internt og eksternt.
Kvalifikationer
Vi forventer, at du:
• har en relevant uddannelsesbaggrund på kandidatniveau eller højere
• har erhvervserfaring med evaluering og monitorering af forskningsprojekter
• har erhvervserfaring med projektledelse, facilitering og netværksarbejde – gerne internationalt
• har interesse for og erfaring med økologisk jordbrug og fødevaresystemer
• arbejder struktureret og trives med at koordinere komplekse opgaver
• er initiativrig og god til at skabe samarbejde
• kommunikerer flydende på dansk og engelsk – både skriftligt og mundtligt
Om ICROFS - Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer
ICROFS’ vision er et bæredygtigt fødevaresystem med udgangspunkt i det økologiske idégrundlag og de økologiske principper. Vi bidrager med ny viden, der understøtter innovation, udvikling og troværdighed af økologiske jordbrugs- og fødevaresystemer. ICROFS ønsker at være attraktiv både som 1) formidler af forskningsbaseret viden om økologisk jordbrug og fødevareproduktion, 2) koordinator og samarbejdspartner, og 3) arbejdsplads for medarbejdere.
ICROFS’ mission er at koordinere, udføre og formidle strategisk og anvendelsesorienteret forskning af høj, international kvalitet, som bidrager til samfundsgoder og til at videreudvikle en bæredygtig, markedsdrevet og konkurrencedygtig dansk økologisektor.
Som arbejdsplads tilbyder vi gode muligheder for fleksible arbejdstider og et godt arbejdsmiljø. Du bliver en del af et sekretariatsteam på ti medarbejdere, som tilbyder et innovativt, passioneret og respektfuldt samarbejdsarbejdsmiljø.
Ansøgningsfrist og samtaler
Alle ansøgninger skal være lavet online og modtaget senest: 31. august 2026
Første runde samtaler afholdes den 23. september. Hvis det bliver aktuelt, afholdes anden runde samtaler i uge 40.