Salgs- og Projektleder til Industriafdelingen

Jobbeskrivelse
Fra idé til færdig stålkonstruktion – vær med til at udvikle industriafdelingen
Langkjær Staalbyg A/S er en ejerledet og ordreproducerende virksomhed med mere end 45 års erfaring inden for design, projektering, fremstilling og montage af bærende stålkonstruktioner til bygge-, anlægs- og industriprojekter i både Danmark og udlandet. Fra domicilet i Vildbjerg håndteres hele værdikæden – fra projektering og teknisk rådgivning til produktion, overfladebehandling og montage.
Som nyeste tilføjelse til holdet bliver du en del af salgs- og projektafdelingen for industriopgaver med reference til salgs- og projektchef, Anders Hedegaard. Du får et tæt samarbejde med salgsafdelingen, den tekniske afdeling, projektafdelingen og produktionen og kan se frem til følgende arbejdsopgaver:
- Opsøge og udvikle samarbejdet med både eksisterende og nye industrikunder
- Udarbejde, præsentere og følge op på tilbud
- Gennemføre tekniske afklaringer og rådgive kunder om de rette løsninger
- Sikre en smidig overdragelse af ordrer til den tekniske afdeling
- Koordinere projekter i tæt samarbejde med produktionen og øvrige interne interessenter
- Varetage intern projektledelse og sikre fremdrift gennem hele projektforløbet
- Udarbejde og koordinere den nødvendige projektdokumentation samt dialogen med underleverandører
- Bidrage til udviklingen af salgsaktiviteter, arbejdsgange og den fortsatte udvikling af industriafdelingen
- Skab stærke kunderelationer med teknisk indsigt og forretningsforståelse
Du har en solid teknisk baggrund fra stålbranchen og motiveres af at kombinere kyndig rådgivning med opsøgende salg. Din proaktive tilgang gør, at du hurtigt kan sætte dig ind i kundernes behov og omsætte dem til værdiskabende løsninger. Du arbejder struktureret gennem hele salgsprocessen – fra den første kundekontakt til opfølgning, projektstyring og overdragelse – og lykkes med at bevare overblikket, også når flere projekter kører sideløbende.
Måske er du uddannet smed, industritekniker, produktionsteknolog eller maskinmester og har efterfølgende opbygget erfaring med teknisk projekt- eller løsningssalg – men vigtigst er din person, dit værdisæt og din tilgang til opgaverne. Ordentlighed, troværdighed og respekt er værdier, der kendetegner din måde at samarbejde på, og det falder dig samtidig naturligt at arbejde selvstændigt, mens du skaber resultater gennem vedholdenhed og klar kommunikation.
Bliv en del af en virksomhed med høje ambitioner og stærke værdier. Hos Langkjær Staalbyg bliver du en del af en virksomhed, hvor faglighed, kvalitet og ordentlighed er fundamentet for alt, hvad der bliver leveret. Organisationen er flad, ledelsesstilen er åben, og der er stor tillid til, at den enkelte tager ansvar og bidrager med idéer og initiativer. Det giver dig mulighed for at få reel indflydelse på både projekter, kunder og den fortsatte udvikling af industriafdelingen.
Du kommer til at arbejde med teknisk komplekse og spændende projekter. Med projektering, teknisk afdeling, produktion og montage samlet under ét tag får du en unik mulighed for at følge projekterne fra den første kundedialog til den færdige løsning. Det skaber et tæt samarbejde på tværs af organisationen og giver en hverdag, hvor beslutninger omsættes til handling.
Lyder det som din næste arbejdsplads, så glæder vi os til at høre fra dig!
Spørgsmål til stillingen? Vi glæder os til at høre fra dig! Vær dog opmærksom på, at Rolf Østergaard holder ferie og først er retur d. 27. juli. Vi ser frem til at læse dit CV til den tid, hvorefter du kan forvente at høre nærmere.