Eventkoordinator

Osteoporoseforeningen
Aarhus C,
Osteoporoseforeningen logo

Jobdetaljer

Løn efter aftale
Fuldtid
37 timer/uge
Hybrid
Aarhus C

Jobbeskrivelse

Bliv eventkoordinator i Osteoporoseforeningen og hjælp vores frivillige med at udvikle arrangementer og få dem ud til dem, der interesserer sig for knoglesundhed eller lever med knogleskørhed.

Er du stærk til at skabe overblik og koordinere? Og kan du formidle foreningens lokale arrangementer så levende, skarpt og professionelt, at målgruppen tilmelder sig og engagerer sig i vores forening?

Hvis du samtidig er tændt af foreningslivet og har lyst og evne til at udvikle nye, fælles formater sammen med vores idérige frivillige, så er du den, vi leder efter.

I Osteoporoseforeningen arbejder vi for danskernes knoglesundhed. Vi arbejder for, at færre får knogleskørhed, og at flere lever et godt liv med sygdommen. Med dit skarpe blik for målgrupper og evne til at fange deres opmærksomhed kan du hjælpe os med at blive et attraktivt og åbent fællesskab for endnu flere end i dag – og skabe og fastholde god trivsel blandt de frivillige i vores forening.

Om stillingen

Osteoporoseforeningen har knap 230 frivillige, som hvert år planlægger og afvikler ca. 200 arrangementer, hvor viden om knogleskørhed og fællesskab er i centrum. I den nyoprettede stilling som eventkoordinator skal du understøtte de frivillige gennem koordinering, kommunikation og undervisning, og du skal videreudvikle området i tæt samarbejde med de frivillige og kolleger.

En vigtig del af opgaven bliver at skabe sammenhæng mellem lokale og landsdækkende aktiviteter, så vi udnytter vores fælles viden, materialer og erfaringer bedst muligt. Du skal kunne holde styr på årshjul, deadlines og praktiske detaljer, og du skal samtidig have blik for, hvordan arrangementer kan udvikles, formidles og skabe større deltagelse.

Dine opgaver vil bl.a. være at:

  • koordinere et fælles årshjul og indsamle lokale arrangementer hvert kvartal
  • skrive og redigere tekster til aktivitetskalender, hjemmeside, nyhedsbreve, sociale medier, pressemeddelelser, plakater og annoncer
  • planlægge og udvikle fælles materialer, skabeloner og plug’n’ play-formater, som gør det nemmere for frivillige at planlægge og afvikle arrangementer
  • planlægge og afholde kurser for frivillige i det digitale tilmeldingssystem NemTilmeld og andre bidrag til frivilliges kommunikationsopgaver
  • koordinere og afvikle møder der samler og inspirerer frivillige på tværs af landet, fx netværksmøder, formandsmøder, frivilligtræf og repræsentantskabsmøder
  • videreudvikle foreningens aktivitetskatalog og være med til at skabe nye formater til både nuværende og nye målgrupper

En af dine første opgaver bliver at være primus motor på et nyt eventformat, som skal udvikles i tæt samarbejde med foreningens frivillige. Ambitionen er i første omgang at designe et tydeligt fagligt arrangement, som flere lokalafdelinger kan afvikle inden for et afgrænset tidsrum – med fælles kommunikationsmaterialer og plads til lokal tilpasning.

Om dig

Du er god til at skabe struktur, holde overblik og få ting til at ske. Du trives med at koordinere mange forskellige opgaver og mennesker, og du kan både arbejde selvstændigt og i tæt samarbejde med andre.

Du formår at se fælles løsninger og kan skabe tydelighed i formater og processer, samtidig med at der er plads til nytænkning.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • har lyst til at samarbejde med frivillige i hele landet i en NGO inden for sundhedsområdet
  • er lyttende, nysgerrig og respektfuld i din tilgang til andre
  • skriver klart og kreativt og kan tilpasse din tone til forskellige målgrupper og kanaler
  • er struktureret, grundig og god til at følge op
  • kan organisere aktiviteter og materialer, så andre kan arbejde videre ud fra det
  • kan lære digitale systemer hurtigt og har lyst til at lære fra dig til andre
  • kan spotte samarbejdsmuligheder og sætte nye samarbejder på form
  • er motiveret for at skabe deltagelse, synlighed og effekt
  • kan teste, justere og skalere nye formater
  • trives i et mindre sekretariat, hvor opgaverne kan være brede, og hvor alle hjælper til

Hvad tilbyder vi?

En meningsfuld stilling i en patientforening med stor samfundsmæssig betydning. En hverdag med tillid, ansvar og indflydelse. Tæt samarbejde med kolleger, frivillige og eksterne samarbejdspartnere. En rolle, hvor du både arbejder med foreningsdrift, kommunikation og udvikling. Mulighed for at sætte tydelige spor i en forening i vækst.

Vi er ikke lønførende, men tilbyder fleksible rammer, mulighed for hjemmearbejde 1 dag om ugen og et arbejdsmiljø præget af respekt, tillid og engagement.

Praktisk information

Stillingen er en fuldtidsstilling med reference til direktøren og tæt sparring med foreningens frivillighedskonsulent og øvrige kolleger. Du søger jobbet via Osteoporoseforeningens karriereportal: https://jobs.osteoporose.dk/.

Ansøgningsfristen er søndag den 9. august. Vi forventer at holde første samtalerunde mandag den 17. august og tirsdag den 18. august og anden samtalerunde fredag den 21. august. Tiltrædelse er d. 1. oktober 2026.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte direktør Camilla Nissen Toftdal på telefon 71 79 64 14 eller mail cnt@osteoporose.dk fra den 23. juli og frem.

Stillinger

Eventkoordinator

Lignende jobs