Frivillig Hverdagsrådgiver

Jobbeskrivelse
Vil du gøre en konkret forskel for mennesker, der har brug for en hånd til at finde rundt i det danske samfund?
Et brev fra kommunen. En regning, man ikke forstår. Problemer med et mobilabonnement. En besked fra udlejeren. MitID, e-Boks eller en ansøgning om boligstøtte.
For mange af os er det almindelige hverdagsting. Men hvis man er ny i Danmark eller endnu ikke er helt fortrolig med sproget og systemerne, kan det være svært at finde ud af, hvad brevet betyder, hvem man skal kontakte – og hvad man egentlig skal gøre nu.
Her kan en frivillig hverdagsrådgiver gøre en stor forskel.
Vores Hverdagsrådgivning er populær, og vi søger derfor flere frivillige til teamet.
Hvad laver en hverdagsrådgiver?
Opgaverne er forskellige fra gang til gang. Du kan fx hjælpe med at:
- forstå breve fra kommune, SKAT, sundhedsvæsen, udlejer eller andre
- finde ud af, hvad man skal gøre ved en regning eller rykker
- kontakte fx kommune, boligselskab, teleselskab eller forsikring
- bruge MitID, e-Boks, borger.dk og andre digitale løsninger
- udfylde skemaer og ansøgninger
- søge boligstøtte og andre former for støtte
- oprette e-mail eller installere og bruge relevante apps
Du behøver ikke have en juridisk eller socialfaglig baggrund – og du skal ikke kende svaret på alt. Det vigtigste er, at du kan skabe overblik, undersøge mulighederne og hjælpe et andet menneske med at finde næste skridt.
Du står heller ikke alene. I rådgivningen er I flere frivillige på vagt, så I kan sparre og finde løsninger sammen.
Hvad hjælper vi ikke med?
Hverdagsrådgivningen behandler ikke juridiske sager om fx opholdstilladelse, familiesammenføring eller dansk statsborgerskab. Her henviser vi til Dansk Flygtningehjælps Frivilligrådgivning.
Praktisk
Hverdagsrådgivningen har åbent mandage kl. 16–18 på Kochsgade 23A, 5000 Odense C.
Vi har et fælles vagtskema, hvor du selv skriver dig på, når du kan tage en vagt. Du behøver altså ikke være med hver mandag.
Du får introduktion og oplæring og bliver en del af et team med mulighed for støtte og sparring.
Er det dig?
Er du god til at skabe ro og overblik, møde mennesker med respekt og tålmodighed og finde hoved og hale i hverdagens små og store praktiske problemer? Så vil vi meget gerne høre fra dig.
Som frivillig i Dansk Flygtningehjælp er det ikke din opgave at kende alle svarene – men at hjælpe med at finde dem.