Bioanalytiker

Klinisk Biokemisk Afsnit, Esbjerg Sygehus
Esbjerg,
Klinisk Biokemisk Afsnit, Esbjerg Sygehus logo

Jobdetaljer

Løn efter aftale
Fuldtid
37 timer/uge
Kun kontor
Esbjerg

Jobbeskrivelse

Er du bioanalytiker, og har du lyst til at være med til at skabe verdens bedste arbejdsplads? Så er du måske en af vores nye kolleger på Klinisk Biokemisk Afsnit (KBA).

Vi søger to engagerede bioanalytikere med tiltrædelse henholdsvis den 1. september 2026 og den 1. februar 2027 – eller efter nærmere aftale.

Som bioanalytiker på KBA bliver du en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor kvalitet, samarbejde og udvikling går hånd i hånd. Stillingerne omfatter skiftende vagter fordelt over hele døgnet, herunder dagvagter fra kl. 7.00 til 14.24.

Jobbeskrivelse:

Du vil enten blive en del af enten ”Team A”, hvor bioanalytikerne dagligt har ansvar for det biokemiske analyseapparatur Alinity, ABL samt andre mindre apparaturer. Derudover har ”Team A” også det daglige ansvar for båndløsningen, der transporterer prøverør rundt i laboratoriet samt modtagelse/forsendelse af prøver.

Eller ”Team B”, hvor bioanalytikernes daglige ansvar er hæmatologi på Sysmex og Cellavision, Koagulation på CS5100 samt andet apparatur som f.eks. Tosoh, Capillarys, Optilite og Hydrasys, hvor det er mere manuelt laboratoriearbejde.

Uanset hvilket team du bliver en del af, vil prøvetagning og måling af EKG’er i ambulatoriet og på afdelinger være en del af opgaverne – i tæt samarbejde med Immunologisk Afdeling.

Du skal trives med at arbejde i et team, hvor forandringer er en naturlig del af hverdagen, og hvor en god dag er kendetegnet ved, at udfordringer er blevet løst i tæt samarbejde med dine kollegaer.

Vi tilbyder:

Hos os på KBA vil du opleve en arbejdsplads i udvikling med stor fokus på det sociale samspil, hvor alle tager del i de daglige opgaver. Du vil blive mødt af en god og hjælpsom omgangstone, stor fokus på oplæring og en ledelse, hvor der altid er åben dør og plads til nye idéer.

Vi har en stærk kultur præget af ansvarsfølelse, respekt, fleksibilitet og bevidsthed om den vigtige rolle, vi har på KBA. Fleksibilitet er noget, vi prioriterer højt – blandt andet gennem vores Ønskeplan, hvor du har medbestemmelse i forhold til, hvilke vagter du ønsker, og hvornår du vil holde fri, også i forbindelse med helligdage. Der er desuden mulighed for at ønske 4-dages arbejdsuger i planlægningen, og vi gør os umage for at give plads til det, der også er vigtigt uden for arbejdet, hvad enten det er en frisørtid, en dyrlægetid eller noget helt tredje. For os er en god work-life balance ikke bare noget, vi taler om – det er noget, vi praktiserer.

Til ferieplanlægningen bruger vi et prioriteringssystem, så alles ønsker bliver set og vurderet med størst mulig retfærdighed og gennemsigtighed.

I fællesskab ønsker vi at skabe verdens bedste arbejdsplads med verdens bedste kollegaer.

Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 11. august 2026

Ansættelsessamtaler: 14. august 2026

Stillinger

Bioanalytiker

Lignende jobs