Uddannelsesansvarlig
Jobdetaljer
Jobbeskrivelse
Om stillingen
Du vil være ansvarlig for at koordinere og sagsbehandle opgaver, som falder indenfor distriktets uddannelse af frivillige soldater i Det Bornholmske Hjemmeværn.
Dine primære ansvarsområder vil være at lede og koordinere distriktsledede uddannelsesaktiviteter samt at støtte og rådgive i forbindelse med de underlagte enheders decentrale aktiviteter indenfor området.
Du vil være ansvarlig for den daglige kontakt til distriktets uddannelsesofficerer og førere i den frivillige struktur, herunder også rådgive inden for og gennemføre intern og ekstern uddannelse på distriktets vegne. Du vil derudover være ansvarlig for udviklingen af droneområdet ved Det Bornholmske Hjemmeværn i tæt samarbejde med Hjemmeværnsskolen, Hjemmeværnskommandoen og selvfølgelig de dedikerede frivillige ved Det bornholmske Hjemmeværn.
Du skal være klar til at indgå i distriktets vagthavendeordning.
Det overordnede princip i staben er frihed under ansvar, samt rettidigt omhu.
Som militær beredskabsorganisation er opgaven at være klar til indsættelser i eget ansvarsområde hver dag året rundt, og derfor forekommer der naturligt aften- og weekendtjeneste, som du også skal deltage i.
Du vil dog også selv have stor indflydelse på, hvornår tjenesten ligger og netop dette forhold understøtter en høj grad af fleksibilitet og mulighed for at understøtte en fornuftig balance mellem arbejde og familie-/fritid.
Om dig
Du er ansvarsfuld, selvstændig og tager ejerskab for de opgaver, som du løser. En af dine væsentlige kompetencer er samarbejde og helhedssyn. Du er god til at omsætte strategi til praksis i organisationen, således at der eksekveres på de målsætninger, som der er i organisationen. Det er en fordel, hvis du har erfaring med, at arbejde med frivillige, har et solidt kendskab til Hjemmeværnet eller har arbejdet i eller med Forsvaret tidligere.
Stillingen kræver, at problemstillinger skal anskues fra flere sider og at løsninger skal tilgodese flere interessenter under hensyntagen til helheden. Du skal have et ønske om at arbejde med hjemmeværnets frivillige og arbejde for udviklingen af Hjemmeværnet mod at blive mere robust og indsættelsesparat.
Som person er du initiativrig, målrettet, systematisk, analytisk og samarbejdsorienteret. Du er god til at skabe og bevare gode relationer. Du nyder at arbejde selvstændigt med vide rammer og er god til at prioritere din tid og dine opgaver så sidstnævnte løses både tilfredsstillende og rettidigt. Du formår at manøvrere i en organisation med stor diversitet og får tingene til at ske.
Vi forestiller os, at du har erfaring fra din tidligere karriere som f.eks. delingsfører, uddannelsesbefalingsmand eller næstkommanderende/kompagni. Din erfaring kan være erhvervet inden for alle værnsgrene i Forsvaret. Din droneerfaring kan være enten fra tidligere militær tjeneste eller det kan være civile kompetencer – det vigtigste her er din vilje til at lære (fra dig) og din nysgerrighed og energi indenfor området.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel, for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen kan besættes af en oversergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse inden for en kortere årrække.
I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.
Dit faste arbejdssted er Almegårds Kaserne på Bornholm.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen.
I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her A1 som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i Danmark og sejlads i danske farvande.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major Peter på tlf. 6113 7083.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent Christian Nordbo Eriksson ved Personelkommandoen på telefon 72 81 90 42 eller på mail PKOM-CER@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfristen er 4. november 2026. Samtaler afholdes i uge 46 og 47. Stillingen er ledig og ønskes besat snarest under hensyntagen til evt. opsigelse i nuværende stilling.