Økonomimedarbejder til Institut for Elektroniske Systemer i Aalborg (fast fuldtidsstilling)

Aalborg Universitet
Aalborg,
Aalborg Universitet logo

Jobdetaljer

Løn efter aftale
Fuldtid
37 timer/uge
Kun kontor
Aalborg

Jobbeskrivelse

Har du lyst til at arbejde med økonomistyring tæt på forskningen i et internationalt miljø, hvor du får både selvstændigt ansvar, fleksibilitet og et stærkt fagligt fællesskab? Som økonomimedarbejder ved Institut for Elektroniske Systemer bliver du en central del af instituttets økonomiteam i Aalborg i en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. oktober 2026 eller snarest derefter.

Dine arbejdsopgaver

Som økonomimedarbejder ved Institut for Elektroniske Systemer bliver du en del af et økonomiteam på seks kolleger, der i fællesskab understøtter instituttets ledelse og forskere med solid økonomistyring. Du får base i Aalborg og en hverdag, hvor du både arbejder selvstændigt med dine egne ansvarsområder og indgår i et tæt samarbejde med både administrative og videnskabelige kolleger. En væsentlig del af instituttets aktiviteter er finansieret via eksterne forskningsmidler, og projektøkonomi vil derfor fylde meget i din opgaveportefølje.

I din rolle kommer du til at arbejde med projektadministration i tæt dialog med projektledere og eksterne bevillingsgivere. Det omfatter blandt andet udarbejdelse af budgetter i forbindelse med ansøgninger, løbende økonomisk opfølgning og afrapportering til statslige institutioner, europæiske programmer og private fonde. Du følger projekterne gennem deres livscyklus og er med til at sikre, at de økonomiske dispositioner lever op til både interne retningslinjer og krav fra bevillingsgiverne.

Derudover får du ansvaret for en række drifts- og projektøkonomiske opgaver, herunder budgettering, kontering, arkivering, lønkontrol og budgetopfølgning på både projekter og instituttets finanslovsmidler. Du bidrager til at skabe overblik for ledelse og faglige miljøer, og du er med til løbende at udvikle og forbedre arbejdsgange i økonomiteamet. I perioder med mange afslutninger og rapporteringer har du en central rolle i at samle trådene og sikre et retvisende økonomisk grundlag for beslutninger.

Dine kompetencer

Du har en relevant uddannelse inden for økonomi eller regnskab og har opbygget praktisk erfaring med økonomistyring, gerne med særligt fokus på projektøkonomi. Du er vant til at arbejde systematisk med tal og dokumentation og har en nysgerrig tilgang til at forstå regler, bevillingsbetingelser og interne retningslinjer. Du arbejder selvstændigt og opsøgende med dine opgaver, og du formår at strukturere og prioritere din arbejdsdag, så deadlines bliver overholdt, også når flere projekter er i spil samtidig. Dit blik for detaljer er skarpt, samtidig med at du bevarer overblikket over helheden og kan se, hvordan økonomien hænger sammen på tværs af projekter og aktiviteter.

Som person er du imødekommende og samarbejdsorienteret, og du lægger vægt på at yde en god service over for både kolleger og eksterne samarbejdspartnere. Du kan håndtere perioder med højt tempo uden at miste roen, og du bidrager til en positiv stemning i teamet, også når der er travlt. Du trives i en større organisation med mange interessenter, hvor du har kontakt til både forskere, administrative kolleger og internationale partnere. En væsentlig del af kommunikationen foregår på engelsk, og du formidler dig derfor sikkert på både dansk og engelsk, skriftligt såvel som mundtligt.

Hvem er vi

Du bliver en del af økonomiteamet på Institut for Elektroniske Systemer, hvor vi i fællesskab løser instituttets mange økonomiopgaver og understøtter et forskningsmiljø med aktive og engagerede forskere. Hverdagen er præget af høj faglighed, en uformel omgangstone og et tæt samarbejde på tværs af faglige og administrative funktioner. Vi hjælper hinanden, deler viden og lægger vægt på at skabe et arbejdsmiljø, hvor der både er plads til fordybelse og til at vende udfordringer med kollegerne.

Institut for Elektroniske Systemer bedriver forskning, undervisning og formidling inden for ingeniørvidenskab med fokus på elektronik og informationsteknologi. Vi samarbejder tæt med erhvervslivet, og mange af vores projekter udspringer af idéer og visioner fra denne sektor. Hvert år modtager instituttet mellem 70 og 100 millioner kroner i konkurrenceudsatte fondsmidler, hvilket betyder, at projektøkonomi og professionel økonomistyring er en vigtig del af vores hverdag. Instituttet består af cirka 260 medarbejdere og omkring 750 studerende, og du bliver en del af administrationen, som tæller cirka 30 dygtige kolleger, der sammen håndterer de administrative opgaver, der knytter sig til vores forskning og uddannelse. Institut for Elektroniske Systemer har sektioner i både Aalborg og København, og denne stilling er placeret i Aalborg.

Hos os får du et job med stor grad af selvstændighed og fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet. Opgaverne er varierede, og du får mulighed for at komme tæt på forskningsmiljøer med internationale samarbejder og projekter på højt niveau. Vi tilbyder gode arbejdsforhold i et travlt og internationalt miljø, hvor vi løbende udvikler vores arbejdsgange og systemer. Samtidig prioriterer vi et godt socialt miljø, hvor vi vægter kollegial sparring, humor og en uformel omgangstone højt.

Ansøgning

Din ansøgning skal indeholde følgende:

  • Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen
  • CV
  • Eksamensbevis
  • Evt. relevante bilag

Du kan læse mere om krav til din ansøgning her.

Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside.

Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktpersoner nederst i opslaget.

Stillinger

ØkonomimedarbejderØkonomistyringProjektøkonomi

Lignende jobs