Browsing the archives for the brainstorming tag

Effektiv innovation – styr på tanker og ideer

10 kommentarer
Effektivitet
Alt for mange noter alt for mange steder

Alt for mange noter alt for mange steder

Kender du det, at du har mange tanker og ideer på et bestemt område? Og selv om du prøver at skrive lange lister og lave kategorier så er det stadig ikke helt til at overskue? Og så har du pludselig en masse noter – måske på papir (mange lapper rundt omkring), måske på din computer (mange forskellige steder). Og der er stadig intet overblik og det hele er bare forvirrende. Hvor effektiv er DET lige?

Enter mindmap.

Jeg har gennem nogle år brugt mindmapping til at tage noter og brainstorme og få styr på ting. Jeg har prøvet at bruge mindmaps som todo-lister (det virker for nogle, bare ikke for mig), projektstyring (det virker for nogle, bare ikke for mig) og flere andre ting. Og jeg er rigtig glad for det.

Hvad er mindmapping?

Et mindmap er en mere visuel måde at skrive det, du skal huske. Formen gør, at dine noter kan blive ret effektive og ret kompakte. Når jeg tager referat fra et møde, kan jeg oftest holde mig inden for en enkelt A4 side. Også selv om der sker meget på mødet. Når så mødet er slut og jeg skal renskrive referatet viser det sig, at jeg har fået rigtigt meget med (den konkluderer jeg på baggrund af de tilbagemeldinger jeg uopfordret har fået på mine referater).

Start med at tegne en cirkel i midten af et blankt stykke papir. Inde i cirklen skriver du overskriften for, hvad det hele handler om. Herfra er princippet, at du tegner nogle “grene” (læs: streger) ud fra cirklen. Hver gren har sit emne. For hver gren deler du så ud i undergrene lige så langt som det giver mening og i ligeså mange niveauer det giver mening. Hold dig dog til relativt få niveauer, ellers bliver det for gnidret.

Ved at bruge mindmaps kan du hele tiden se både “hele skoven” og “alle træerne”, dvs. du har overblikket og kan til enhver tid grave dig ned i den dybeste detalje.

Kom godt i gang

En god øvelse for at komme i gang med at forstå mindmaps er at lave en huskeseddel, en indkøbsliste. Fidusen er her, at du grupperer alt, der hører sammen, så når du står i supermarkedet og skal have dine ting, så er der stor chance for, at du kan komme ret effektivt gennem forretningen, for du skal ikke hele tiden læse alt igennem på huskeseddelen, men kan nøjes med det, der står ud for fx “grønt”. Se et eksempel på billedet.

Mindmaps kan laves på papir (start med det), med eller uden tegninger, med eller uden farver, med bobler, streger… Det vigtige er, at du finder en form, der passer dig. Når du er tryg med at lave mindmaps på papir, så kan du gå videre og finde software der hjælper dig. Søg efter det på nettet, noget er gratis, noget koster penge, noget er til alle platforme, andet kun til Windows, noget kun til Mac OS osv.

Jeg følger Mindmapping Software Blog, som jeg synes er god at få forstand og inspiration af.

Den software jeg bruge er Freemind og Xmind (begge gratis og til flere platforme, dog kan Xmind fås i en betalingversion også), ligesom jeg ind i mellem bruger Curio (den er jeg dog ved at gå fra igen), der er et betalingsprogram til Mac. Du kan også hente inspiration hos Wikipedia (siden er på engelsk).