Produktudvikler
Jobbeskrivelse
Om jobbet
Vi udvider vores produktudviklingsafdeling inden for mejerialternativer og søger derfor en kollega til vores nuværende produktudvikler. Vi er på udkig efter dig, der kan have mange bolde i luften, og som samtidig synes, det er spændende at arbejde med forskellige udviklingsopgaver. Det kan både være optimering af nuværende sortiment, besparelsesprojekter samt New Product Development. Du vil blive en del af et team, hvor det professionelle niveau er højt, såvel som ambitionerne. Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores nuværende produktudvikler og vores produktchef på mejerialternativer. Herudover vil der være et tæt samarbejde med fabrikken, indkøb, planlægning og salg. Stillingen som produktudvikler er med reference til kategoridirektøren, og arbejdsstedet er på vores fabrik i Tårs. Der vil være lejlighedsvis kørsel til vores hovedkontor, som ligger i Vejle.
Dine primære arbejdsopgaver
Det er en stilling, hvor du kommer til at arbejde bredt med en lang række forskellige udviklingsopgaver. Det gælder både receptoptimering for at forbedre funktionaliteten i vores nuværende produkter, kostoptimering ved fx udskiftning af eksisterende råvarer og nyudvikling. Alt sammen i overensstemmelse med vores strategi for kategorien. Arbejdet vil være en afveksling mellem kontorarbejde, test af produkter i vores testkøkken samt arbejde i produktionen, hvor pilotanlægget er placeret.
- Udarbejdelse af recept/udførelse af forsøg
- Match af benchmark-prøver ud fra ingrediensliste og deklaration
- Udarbejdelse af afvejningsrapport
- Opdatering af stykliste i M3
- Beregning af næringsindhold, udarbejdelse af deklaration m.m. til etiket/korrekturlæsning
- Udarbejdelse af varespecifikationer, færdigvarespecifikationer
- Beregning af kostpriser
- Kørsel af pilot- og produktionsforsøg, inkl. rapportering
- Løbende ajourføring af styklister/specifikationer
- Dokumentation af NPD-processen, fremskridt og resultater i vores database
- Afprøvning af nye råvarer og tilsætningsstoffer – udviklingsmæssigt og i produktionen
- Receptoptimering
- Kostprisoptimering
- Support til produktion ved problemer relateret til recepter
- Overlevering af nye produkter fra udvikling til produktion og kvalitet
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som fx diplomingeniør i fødevareteknologi, professionsbachelor i fødevareteknologi, procesteknolog, mejeriteknolog el.lign. Du er vant til og trives med at arbejde selvstændigt inden for definerede rammer – og din tilgang til arbejdsopgaverne er struktureret og grundig. Du taler og skriver dansk og engelsk flydende. Du har flair for IT og er vant til at arbejde med MS Office-pakken. Hvis du har erfaring med M3, er det et plus, men det er ikke et krav. Dine kolleger beskriver dig som ”den gode kollega”, som er god at sparre med, hjælpsom, og som bringer det gode humør ind i hverdagen. Du ser nye opgaver som muligheder og har nemt ved at sætte dig ind i dem – og så stortrives du med at have mange bolde i luften. Du er vedholdende og giver ikke op, når dagligdagen byder på udfordringer. I kraft af din udadvendte personlighed trives du med en bred kontaktflade.
Vi tilbyder…
- Et job i en vækstorienteret og dynamisk virksomhed, hvor du har en bred kontaktflade
- Tæt samarbejde med en lang række dygtige kolleger
- Uformelt miljø
- Adgang til vores personalegoder og personalevarer
Interesseret?
Har vi fanget din interesse, og kan du se dig selv i ovenstående, så glæder vi os til at høre fra dig. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Category Director Ermol, Henriette Linderoth på mobil 3062 5925. Vi indkalder løbende til samtaler og lukker processen, når vi har fundet den rette kandidat – så send din ansøgning hurtigst muligt.
Om Good Food Group
Good Food Group er en international virksomhed, der blev grundlagt i Danmark i 1951. Gennem alle årene har vi stået for vækst og innovation – både i Danmark og internationalt. Fra grundlæggelsen og frem til januar 2019 var vi en familieejet virksomhed. I dag er vi ejet af den danske kapitalfond Maj Invest. Vi fremstiller, importerer og sælger en bred vifte af konventionelle, økologiske og plantebaserede kvalitetsfødevarer – både under vores egne brands og som private label-løsninger. Vores produkter sælges på 75 markeder over hele verden, og vi er en erfaren og betroet løsningspartner med fokus på at udvikle produkter baseret på vores kunders og forbrugeres behov – for derigennem at skabe størst mulig værdi.